AIK 65 Gymnastik Forening


AIK 65 Strøby Gymnastik Forening blev stiftet i 1965, efter at idrætsforeningerne i de to små lokalsamfund, Strøby Egede og Strøby, efter flere års tovtrækkeri og diskussion, gik sammen i en forening AIK, forkortet Alliance Idræts Klubben af 1965. Foreningen er hjemmehørende i Stevns Kommune.


Indtil midten af 2007 var AIK 65 Strøby Gymnastik en afdeling under AIK hovedafdelingen, hvor  der også var afdelinger for bl.a. badminton og fodbold. AIK hovedafdelingen blev besluttet opløst, da foreningerne i højere og højere grad blev drevet selvstændigt, hvorved der ikke længere var brug for en hovedafdeling som organ.

I dag er AIK 65 Strøby Gymnastik Forening en moderne forening med omkring 500 medlemmer, og i de senere år har foreningen haft større og større søgning til stort set alle hold.

Foreningen tilbyder gymnastik på stort set alle niveauer, fra de et-årige på far-mor-bedste-barn holdet, til superseje springhold over step- og cross fit-hold. Yderligere har foreningen også dansehold.

Foreningen har alle årene sat socialt samvær og et uhøjtideligt miljø højt. Over årene har der været arrangeret fastelavns- og julefester, klubaftener, og mange hold har deltaget i opvisninger både lokalt, men også regionalt. I mange år har flere af foreningens hold været repræsenteret ved DGI’s årlige Sommerstævne, der afholdes på Gymnastikefterskolen Stevns, ligesom der er tradition for at mange af holdene deltager i opvisninger i både nabokommuner og i regionen.

Gymnastikforeningen er i rivende udvikling med mange dygtige og kompetente trænere. Vi lægger vægt på et godt og positivt miljø for både gymnaster, forældre, trænere og andre frivillige, og bestyrelsen arbejder hele tiden for at tilbyde attraktive redskaber til foreningens medlemmer, og et attraktivt antal gymnaster per træner, så gymnastikken bliver optimal både for gymnaster og for trænere.

Hold i dag

Instagram